Rød…

11150348_10205458053867211_4167058731978154672_n

”Tres Torres” stod der på flasken. Den billige rødvin de altid købte. Etiketten sad stadig på den ødelagte flaske, halvvejs dækket af rødvin og blod.

Køkkenet hvor han gennem hele sin barndom havde spist morgenmad og aftensmad, havde pludselig ændret sig. Han huskede hvordan han altid havde elsket, når hans forældre havde besøg og det ikke var nok med de fire røde stole, og de måtte hente flere stole ud i køkkenet for at de kunne sidde ned alle sammen. Nu lå to af de røde stole ned. Den ene med ødelagte ben.

Hans mor sad på gulvet, med ryggen op mod muren bag spisebordet. Hun sad med hovedet i hænderne og hulkede. Hun havde sin bordeauxfarvede natkjole på. Hendes briller lå på gulvet ved siden af hende.

Thomas lagde røret på. De ville komme så hurtigt som muligt. Indenfor 10 minutter havde de sagt. Han satte sig på gulvet og lænede sig op ad køkkenskabet. Han stirrede ud i luften. Sindsygt, tænkte han, grotesk sindsygt. Han kiggede over på sin mor, der sad foroverbøjet som en dukke, der var lige ved at vælte. Han vidste ikke om han skulle have ondt af hende eller hade hende for aldrig at have gjort noget ved deres alkoholforbrug. Thomas og hans bror, Christian, havde gennem de sidste 5 år forsøgt at få kommunen til at gøre noget, for at deres forældre kunne få det bedre. De kunne ikke tvinge dem til behandling, havde de sagt. Nu var det for sent, tænkte han.

Thomas tog telefonen op fra gulvet og trykkede på Kontaktoplysninger – Christian – Ring Op. Den ringede tre gange inden Christian svarede: ”Hey, hvad så? Problemer?”. Thomas begyndte at græde, han nåede kun at sige ”Ja”, før tårerne stod ud af øjnene på ham. ”Skal jeg komme forbi?” spurgte Christian. Thomas kunne ikke svare, men sad blot og græd i røret. ”Hey, Thomas. Jeg kan være der om en time?!”. ”Nej, jeg er hos dem” fik Thomas endelig sagt. ”Ok, er det slemt?” spurgte Christian. Thomas græd: ”Ja!”. ”Ok, tag en dyb indånding og fortæl” sagde Christian.

Det hele var startet, da Thomas var taget forbi forældrene, for at sikre sig at der var mad i huset. Da han var kommet ind i køkkenet havde de skændtes højlydt. De råbte af hinanden, som de ofte gjorde når han var der. Hans far råbte at hans mor, Inge, altid var efter ham. Hun råbte tilbage, at hun aldrig gjorde andet end at passe og pleje ham. Han råbte tilbage, at han ikke havde bedt om hendes hjælp. Thomas var gået ind og havde blot observeret hele skænderiet, som om han iagttog en dårlig film. Da hun havde nævnt hans drikkeri, havde hans far slået ud med armen mod flasken, som var endt smadret på gulvet. Han ville rejse sig for at ”flytte så du slipper for alt det besvær!”, men gled i samme øjeblik han forsøgte at tage det første skridt. Han havde taget fat i stolen for at genvinde balancen, men fik væltet den i stedet og faldt over den. Det ene stoleben knækkede under hans vægt i faldet og da han landede lå den ødelagte flaske lige der, hvor hans hoved ramte.

Nu hørte Thomas ambulancen ude på vejen. Han lagde telefonen fra sig, for at gå ud og tage imod falck-redderne.

Reklamer

Fars tale…

11078100_10205360205061052_9140860708747803313_n

Stemmerne forstummer i takt med at mellemrummene mellem kirkeklokkernes slag forøges. Stilhed.

Min pige, tænker Jakob. Hans blik glider ned over rækkerne af nyligt indkøbte hvide kjoler og jakkesæt. De dybe toner fra præludiet bringer Jakob tilbage til nuet. Han kigger ligeud. Mærker at hænderne ryster lidt om salmebogen. “Lad os alle bede”, siger kirketjeneren. Jakobs blik falder ned på de foldede hænder.

“Hvor ser du dejlig ud, skat! Tillykke.” Jakob rækker ud efter Frejas hånd, men deres hænder strejfer kun inden hendes mors familie kommer for at lykønske hende.  Vinden er lidt kold. Jakob mærker kuldegysningen på sine arme. En sky dækker for solens varme. De lejede sportsvogne begynder at sætte igang og der høres champagnepropper blandet med stolte forældres højrøstede latter.

De giver alle hånd som de kommer ind. Jakob kan ikke lade være med at bemærke ironien i at Lars står med armen om Freja foran gavebordet. Det er ikke din datter, Lars! tænker Jakob. “Hej. Hanne” præsenterer kvinden sig foran ham, og han trækker mundvigene til siden og kvitterer: “Faren til konfirmandinden!”

Rejecocktailen som Freja stædigt havde fastholdt skulle på menuen, minder Jakob om hans egen konfirmation. Han husker tydeligt hvordan han på ingen måder følte sig som midtpunkt i festen. Dengang var han sikker på, at der aldrig var nogen der ville have opdaget det, hvis han var gået sin vej. Det er anderledes nu, tænker han, ens på mange måder, men også anderledes. Dengang var alle sangene om ham, og alle snakkede højlydt om ham. Nu snakker ingen med ham, og ingen af sangene nævner ham.

Jakob kigger ud af vinduet. Hans hænder begynder at ryste igen. Små svedperler pibler frem på hans pande.

Han slår på glasset. Langsomt sænker stemmerne sig. Hans tilstedeværelse kan nu ikke længere benægtes, tænker han. Stolen piber højlydt idet han rejser sig.

“Kære gæster – mange tak fordi I ville dele dagen med…  os…” Jakobs hænder ryster så han må holde papiret med begge hænder. “Kære Freja, min skønne pige. Stort tillykke med dagen… For 14 år siden kom du til verden…” han mærker en svien i næsen, han blinker et par gange: “den bedste aften i mit liv!… Din mor og jeg…”, han ser Mettes øjne blive smalle, da han nævner hende, “…Du har altid været en solstråle i mit liv, Freja.” han synker en klump, og føler sig tør i halsen. “Du har altid været en pige med en fantastisk omsorg… du vil hellere miste din ene arm, end at gøre andre ulykkelige… Kan du huske da vi tog på cykeltur, Freja?”, Freja kigger over på sin mor, han mærker sveden løbe fra armhulerne, “…du cyklede 23 km på de 2 dage… jeg synes du var så sej på din lille cykel… …eller da vi var nede ved grænsen og du troede vi skulle i fængsel, fordi politiet skulle se hvad vi havde med fra Tyskland?…” Jakob folder papiret sammen, “…jeg elsker dig, skat! Stort tillykke med dagen!”

Der er helt stille. Jakobs øjne brænder og han kan mærke en tåre trille ned over kinden. Han kigger op og ser at Freja kigger hen på ham. Hun smiler til ham.